Nyhetsbrev

Motta siste nytt fra Arbeidsliv i Norden med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
Du er her: Forside i Artikler i Portrett i Portrett 2014 i Stine Bosse: Bevar Norden som et smørhul
Stine Bosse: Bevar Norden som et smørhul
Portrett

Stine Bosse: Bevar Norden som et smørhul

| Tekst: Marie Preisler, Foto: Uffe Weng

Norden er et privilegeret smørhul, og sådan skal det helst fortsætte, men det kræver helhjertet opbakning til EU-samarbejdet, mener den danske Stine Bosse, flere gange kåret til en af verdens mest magtfulde erhvervskvinder.

Når Stine Bosse løfter stemmen, bliver der lyttet opmærksomt både i erhvervslivet og blandt politikere i ind- og udland. Hun er en magtfuld erhvervskvinde og samtidig kendt fortaler for politisk og økonomisk ansvarlighed som middel til en bedre og sikrere verden. I dette interview løfter hun stemmen med en advarsel til borgere og politikere i Norden.

- Norden er et smørhul – et sweetspot. Man behøver ikke at rejse ret langt ud i Europa for at se, hvor umådeligt godt vi har det. Men den position er ingen selvfølge, den er et resultat af en åben og agil økonomi og et dybt engagement i Europa og FN. Glemmer vi det, kan smørhullet tørre ud som dug for solen, siger hun.

Stine Bosses ord er møntet på de politiske partier i både Danmark og resten af Norden som i disse år lægger afstand til det europæiske samarbejde. Den tendens ser hun i Danmark især hos oppositionspartierne Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der befinder sig i hver sin ende af det politiske spektrum men er fælles om at skyde med skarpt mod en hjørnesten i EU-projektet.

Senest gør de to partier fælles front for at tvinge regeringen til at nægte udbetaling af børneydelse til børn af borgere fra andre EU-lande – i strid med EU-rettens regler om fri bevægelighed. Hvis den holdning spreder sig til flertallet af borgerne, vil det komme til at se sort ud for den nordiske velfærdsmodel, advarer hun.

- Jeg har en meget stærk overbevisning om, at vi i Norden får alvorlige problemer, hvis vi holder op med at se os som en del af Europa. Vi ligner ikke hinanden i alt inden for Europa, men det må ikke få os til at rulle gardinerne ned og tro, at vi kan klare os selv, og at de andre må selv om deres. Ellers kan jeg være meget urolig for en verden vi får og at det er ude med Norden som sweetspot, siger hun.

Balance i livet

Stine Bosse er en kvinde, der siger sin mening uden omsvøb. Den egenskab har i kombination med dyb indsigt og erfaring med topledelse betydet, at hun flere år i træk var den højst placerede kvindelig CEO i Danmark, og i 2009 og 2010 var hun i top 25 på finansavisen Financial Times’ liste over verdens mest indflydelsesrige erhvervskvinder.

Hun var på det tidspunkt administrerende direktør i forsikringskoncernen Tryg – en position hun overraskende forlod i 2011 for at få mere tid til sin familie – to døtre og fire børnebørn – og for at bruge mere tid på bestyrelsesarbejde. Begge mål er indfriet, fastslår Stine Bosse:

- Jeg har hidtil altid haft voldsom gas på karrieren og har i årtier haft en arbejdsuge på over 60 timer, men et nøgleord i mit liv er balance, og for at opnå balance i mit samlede liv var jeg nødt til at sadle om.

Hun forklarer, at hun havde en vigtig længsel efter at være mere sammen med sine børnebørn. Nu er hun sammen med de to største børnebørn en hel dag hver uge og har også langt hyppigere samvær med sine døtre og med gode venner, end hun havde tid til før.

Formand i Det Kongelige Teater

Hun har også sagt ja til at blive adjungeret professor ved Copenhagen Business School og til bestyrelsesposter i endnu flere virksomheder end før. Senest er hun udpeget til bestyrelsesformand i Det Kongelige Teater. Den udnævnelse er Stine Bosse både glad og ydmyg overfor:

- At være bestyrelsesformand for Danmarks nationalscene er en slags borgerligt ombud, som det nærmest er en pligt til at sige ja til, hvis man er så heldig at få muligheden. Jeg går samtidig meget ydmygt til opgaven, for jeg kommer ikke med dyb indsigt i kultur, til gengæld ved jeg meget om ledelse.

Hun vurderer, at 80 procent af ledelsesopgaven på Det Kongelige Teater svarer til al anden ledelse. Andre 10 procent ligner, mens de sidste 10 procent er definitivt forskellig.

Det handler om at turde

At turde er et motto for Stine Bosse, fortæller hun i biografien ”Det handler om at turde”, der er udgivet om hende. Og springet fra toplederkarrieren er til dato det modigste, hun har gjort i sit professionelle liv, fastslår hun uden tøven:

- At sige mit job op i Tryg er uden tvivl det modigste, jeg har gjort. Mine øvrige professionelle valg er vand i sammenligning. Hidtil har min karriere været en lang række af spændende tilbud, som jeg har sagt ja til. Her er det mig selv, der har valgt et helt andet liv. Og for at vælge det liv til, var jeg nødt til at vælge toplederjobbet fra, siger hun.

At de nordiske lande står værn om velfærdsstaten ligger hende stærkt på sinde, og hun har tidligere udtrykt vrede over, at der ikke er større politisk mod til økonomiske reformer. Reformer af velfærdsmodellen er nemlig nødvendige for at bevare den, fastslår Stine Bosse.

- Ingen kan holde ud at være vred hele tiden, men det kan godt gøre mig vred, at politikerne ikke lyttede, da jeg og resten af Velfærdskommissionen for ti år siden efterlyste en skattereform med højere skat på bolig. Gør noget ved de store ting frem for at reducere Norden til et lille lukket område, hvor andre EU-borgere ikke må få børnecheck, siger Stine Bosse.

Virksomheder har også samfundsansvar

Også virksomhederne bærer et stort samfundsansvar, mener Stine Bosse, der for nylig blev citeret for at mene, at det ikke er okay, at virksomheder, som har meget store overskud, går ud og fyrer flere hundrede mennesker. Det blev af flere medier fortolket som om, Stine Bosse ikke anerkender virksomhedernes ret til at gå efter den højst mulige indtjening.

- Jeg fik virkelig på puklen og blev misforstået, for naturligvis skal virksomheder tjene penge. Men jeg fastholder, at virksomheder også har et stort medansvar for velfærdsstaten. Det ansvar løfter små lokale virksomheder, ellers havde de ingen kunder. Men det glipper for nogle store virksomheder, der skal mindes om, at de har et større ansvar end bundlinjen og skal tænke sig rigtig godt om, før de fyrer mange mennesker.

Foreløbigt nej til politik

En politisk karriere har spøgt i kulissen flere gange. At Stine Bosse har forudsætninger for at vidt i politik, er de fleste enige om. Men indtil nu har hun valgt den mulighed fra, og sådan vil det være nogle år endnu, fortæller hun.

- Jeg har politiske meninger med basis i mine erfaringer fra erhvervslivet men har fravalgt at blive politiker af flere omgange og af forskellige grunde. Blandt andet fordi jeg gerne vil blive en gammel kone, og lige nu er det mit bestyrelsesarbejde og de personlige prioriteter i mit liv, jeg vil koncentrere mig om. Men jeg vil ikke udelukke, at det ser anderledes ud om fem år.

Magtfuld kvinde

At hun flere gange er kåret som en af de mest magtfulde kvinder i Europa har hun hverken en forklaring eller opskrift på. Men hun håber, at mange andre kvinder vil gøre hende kunsten efter.

- Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor jeg blevet kåret. Formentlig på grund af kombinationen af erhvervskarriere, og at jeg tør mene noget om, hvordan vi skal indrette samfundet. Kønnet har nok også spillet ind, for jeg var ret alene som kvinde i topledelse. Forhåbentlig kommer der mange flere kvinder. 

På kornet

Hvilken bog læser du netop nu?

Bogen ”Fluefælden” om svirrefluer og bladhvepse af den svenske forfatter Fredrik Sjöberg

Hvad er dit yndlingsarbejdsredskab på kontoret?

Min MacPro er et uundværligt redskab, og min Ipad har jeg altid med mig

Har du et skjult talent?

Uha, jeg er absolut ikke en ørn til sport, der er ingen skjulte talenter i den boldgade. Derimod har jeg et talent for at skrive, som ikke bliver foldet helt ud i mit liv nu. Jeg skrev digte til skrivebordsskuffen som ung, og jeg er faktisk også ferm til at kreere en festsang.

Hvad ville du være som barn?

Jeg ville være dyrlæge, ingen tvivl om det, for jeg var meget pjattet med hunde og mit første studiejob var som hundelufter på en hundekennel, hvor jeg også hjalp med til at træne dem. I dag er jeg glad for, at karrieren ledte mig en anden vej.

Stine Bosses CV

Formand for bestyrelsen i Det Kongelige Teater – den danske nationalscene

Bestyrelsesmedlem i en lang række virksomheder og organisationer, Børnefonden, Flügger Denmark, TDC, Allianz and Aker ASA og CONCITO.

Tidligere topchef i forsikringskoncernen Tryg og dengang den højst placerede kvindelige topchef i Danmark

I 2009 og 2010 nummer 22 på Financial Times’ liste over “most influential business women in the world”.

Adjunkt professor på Copenhagen Business School

Forfatter til ”Bossen, om balance i ledelse”

Uddannet jurist

Født i 1960

Mor til to døtre og to bonussønner

Nyhetsbrev

Motta siste nytt fra Arbeidsliv i Norden med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
h
This is themeComment