Dansk fagbevægelses nyvalgte førstedame, Lizette Risgaard, er varm fortaler for nordisk samarbejde og har allerede vist, at hun vil kæmpe til det sidste for at forsvare den nordiske aftalemodel.
En fighter har overtaget roret i dansk fagbevægelse. Det vidste mange, inden 55-årige Lizette Risgaard 27. oktober 2015 blev valgt som ny formand for dansk LO som den første kvinde på posten. Men det blev klart for alle, da hun kun fire dage efter sin tiltræden som ny formand for Danmarks største faglige fællesskab afskedigede hele topledelsen.
Sekretariatschefen, cheføkonomen, kommunikationschefen og udviklingschefen i LO fik alle en fyreseddel, fordi den nye formand vil sætte sit eget hold. Og fornyelse af fagbevægelsen er der brug for, vurderer de fleste arbejdsmarkedseksperter med henvisning til, at fagforeningerne mister medlemmer, blandt andet fordi unge ikke ser fidusen i at være medlem af en fagforening.
Den udlægning falder dog ikke i god jord hos Lizette Risgaard, siger hun i dette interview med Arbeidsliv i Norden:
- Det er ikke sådan, at unge ikke vil fagbevægelsen. Mange undersøgelser viser, at unge gerne vil, hvis vi sørger for at give dem rum og plads.
Hun vurderer, at ikke bare fagbevægelsen men hele samfundet kan blive meget bedre til at anskueliggøre for unge, hvilke store værdier der ligger i faglige fællesskaber og i den nordiske model.
- Vi har en unik model her i Norden. Det er vigtigt at formidle. Også derhjemme som forældre og i skolen, når der undervises i eksempelvis samfundsfag.
Den nye formand overtager rorpinden i en organisation hun kender ud og ind, idet hun på det nærmeste er født og opvokset i LO - paraplyorganisation for 18 fagforbund med over en million medlemmer. Lizette Risgaard er oprindeligt uddannet kontorassistent og har en mastergrad i offentlig administration, men fagligt arbejde har udgjort hovedparten af hendes arbejdsliv, og hun har langsomt arbejdet sig op gennem rækkerne til posten som den første kvindelige formand for LO nogensinde.
At Lizette Risgaard er den første kvinde på posten som LO-formand, tillægger hun ikke selv afgørende betydning, men ligestilling optager hende, fastslår hun:
- Jeg skiller mig ud, fordi jeg ikke går med slips, men jeg er valgt til formand, fordi jeg er mig, ikke fordi jeg er kvinde. Det er jeg glad og stolt over. Jeg har arbejdet for ligestilling i alle årene og vil fortsat gøre det med fokus på ligeværd uanset køn. Vi skal også kæmpe for mænd på områder, hvor de bliver diskrimineret.
I forbindelse med formandsvalget har flere medier skrevet, at hun fremstod meget usikker i starten af sin tid som LO-næstformand, men at hun er vokset med opgaven og har udviklet sig til en decideret fighter. At blive karakteriseret som svag er ikke noget særsyn som kvinde, siger Lizette Risgaard med et smil:
- Jeg vælger at smile af det og tage det som et opmærksomhedspunkt om, at der stilles flere spørgsmålstegn ved kvindelige ledere end ved mænd. Det skal italesættes stille og roligt.
Sit ry som en fighter har hun blandt andet fået for sin hovedrolle i den såkaldte Ryanair-sag, hvor dansk fagbevægelse med Lizette Risgaard i spidsen gik til kamp mod lavprisflyselskabet Ryanair og fik rettens ord for, at danske løn- og arbejdsvilkår skal overholdes i Danmark.
Hun er ivrig forsvarer af den danske og nordiske model, hvor arbejdsmarkedets parter indgår aftaler om arbejdsmarkedet. Et hvert tilløb til en europæisk lovbestemt mindsteløn, vil den nye LO-formand kæmpe imod med næb og klør:
- Vi ønsker ikke en lovbestemt mindsteløn. Det virker ikke i nordisk sammenhæng. Hvis fagbevægelsen og arbejdsgiverne i andre europæiske lande ønsker at gå den vej, sådan som det er sket i Tyskland, så er det deres sag, men det er ikke noget EU-traktaten skal kunne forpligte til.
Hun er fuld af lovord om de nordiske fagbevægelsers samarbejde. Det er et vigtigt supplement til europæisk samarbejde, mener hun.
- Det er ikke et alternativ til europæisk samarbejde, men fagbevægelsen i Norden samarbejder på mange områder, inspirer hinanden, har et godt netværk og kan sende meget tydelige signaler i fællesskab, eksempelvis i europæiske og globale fora.
Noget af det, de nordiske fagbevægelser kan samarbejde om er forsvar for den nordiske model, fastslår Lizette Risgaard. Som eksempel peger hun på, at den nordiske fagbevægelse for nylig i fællesskab har sendt et brev til den finske regering med skarp kritik af en plan om at gennemtvinge nedskæringer ved lovindgreb, der begrænser den frie forhandlingsret og forringer de kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.
Lizette Risgaard har derimod noget sværere ved at se, hvordan de nordiske fagbevægelser kan samarbejde om en anden aktuel stor fællesnordisk og fælleseuropæisk udfordring, nemlig integration på arbejdsmarkedet af de mange flygtninge, der strømmer til. Danske arbejdsgivere har talt for at indføre en lavere indslusningsløn for at tilskynde virksomheder til at ansætte flygtninge, der måske behøver oplæring. Dertil svarer LO-formanden kategorisk nej:
- Vi vil gerne i fagbevægelsen understøtte, at de her mennesker hjælpes ind på arbejdsmarkedet, men indslusningsløn vil diskriminere og skabe skel. Hverken flygtninge eller andre skal bare fungere som billig arbejdskraft.
Hun peger på, at der allerede findes redskaber på det danske arbejdsmarked, som dækker en del af virksomhedens omkostninger til at ansætte medarbejdere, der har særligt behov for opkvalificering, eksempelvis den såkaldte trappemodel.
LO-formanden ser på den aktuelle flygtningesituation i Europa med ”bekymring” og udtrykker håb om, at Europas lande vil gå sammen og finde måder at fordele de mange flygtninge, der har hjælp behov, så flygtningesituationen bliver mindre kaotisk – og at arbejdsmarkedets parter involveres i at finde løsningerne.
Motta Arbeidsliv i Norden gratis med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.