Efter tusindvis af ureglementerede SAS-flyvninger frem til 2010 er tilsynet med SAS lavet om, og SAS har skærpet kontrol og samlet ansvaret for flyvedligeholdelsen. Det har sat en effektiv stopper for ureglementerede flyvninger.
11.114 gange gik et SAS-fly på vingerne fra januar 2006 til december 2009 i strid med gældende luftdygtighedsdirektiver – såkaldte AD-noter - der dikterer, hvor ofte flydele skal efterses og udskiftes. Det affødte voldsom kritik af SAS og tilsynet med SAS, og både SAS og tilsynsmyndighederne har strammet gevaldigt op
I dag er det derfor helt slut med ureglementerede SAS-flyvninger. Det fortæller Per Veingberg, seniorrådgiver i luftfartsspørgsmål for direktionen i Trafikstyrelsen og medlem af det såkaldte OPS-udvalg - et fælles samarbejdsorgan for de danske, norske og svenske luftfartsmyndigheder.
- Vi anser nu den sag for afsluttet. Der har været behov for enkelte småjusteringer, men ellers tyder alt på, at problemerne er løst, og vi følger ikke længere særligt op på det her, siger Per Veingberg til Arbeidsliv i Norden.
De mange ureglementerede flyvninger frem til 2010 fik politikerne til at true SAS med straffesag og bøder, og hårdt presset iværksatte SAS i 2010 en række initiativer for at nedbringe antallet af ureglementerede flyvninger. SAS indførte i oktober 2010 flere kontroller med udførelsen af den flyvedligeholdelse, der knytter sig til en AD-note. SAS kontrollerer nu, om vedligeholdelsesarbejdet er udført, om det er korrekt dokumenteret og at vedligeholdelsesarbejdet sættes i gang så tidligt, at et fly kan stoppes, inden fristen for udførelsen af AD-noten er overskredet, hvis der er tvivl om, hvorvidt det krævede vedligeholdelsesarbejde er udført.
SAS har desuden ført vedligeholdelsesopgaverne tilbage til SAS-konsortiet. Tidligere var vedligeholdelsen uddelegeret til SAS Tech AB, men nu er ansvaret samlet centralt og ét sted, og SAS har også omstruktureret organisations- og ledelsesstrukturen i den afdeling, der styrer det vedligeholdelsesarbejde, som knytter sig til AD-noterne.
Den danske Trafikstyrelsen vurderer, at disse SAS-initiativer er væsentlige elementer til at skabe større sikkerhed mod fremtidige overskridelser af AD-noter, og de ureglementerede flyvninger ophørte straks, da initiativerne blev sat i værk.
For at forebygge ureglementerede SAS-flyvninger besluttede transportministrene i Danmark, Norge og Sverige i 2010 også at styrke tilsynet med SAS. Det overordnede ansvar for tilsynet med SAS varetages af det såkaldte OPS-udvalg - et fælles samarbejdsorgan for de danske, norske og svenske luftfartsmyndigheder. Udvalget består af de tre landes luftfartsdirektører og en fælles koordinationsfunktion. OPS-udvalget valgte ved udgangen af 2010 at nedlægge Skandinavisk Tilsynskontor, som hidtil havde udført tilsynet med SAS på vegne af OPS-udvalget.
De danske, norske og svenske luftfartsmyndigheder indgik den 11. februar 2011 også en samarbejdsaftale om en ny fordeling af tilsynsopgaverne på de områder, hvor SAS har en fælles skandinavisk godkendelse. Aftalen indebærer, at Trafikstyrelsen i Danmark fører tilsyn med SAS’ værkstedsautorisation, det norske luftfartstilsyn med SAS’ tekniske godkendelse, mens den svenske transportstyrelse står for det operationelle tilsyn.
Ifølge samarbejdsaftalen skal OPS-udvalget godkende tilsynsplanerne for SAS, og myndigheder skal holde hinanden fuldt informerede om resultatet af tilsynene. Transportministeriet i Danmark har erklæret sig tilfreds med den nye organisering, og Rigsrevisionen afsluttede i januar 2011 sin behandling af sagen og betegnede det som ”tilfredsstillende”, at SAS’ ureglementerede flyvninger er ophørt.
Er delt mellem Danmarks, Norges og Sveriges lufttrafikmyndighede:
Kilde: Rigsrevisionens notat ”Opfølgning i sagen om tilsynet med luftfarten”, januar 2012
11.114 ureglementerede flyvninger i perioden januar 2006 - december 2009.
2.223 ureglementerede flyvninger i 2010. Den seneste i oktober 2010.
Ingen ureglementerede flyvninger i 2011
Trafikstyrelsen vurderer i dag at sagen er afsluttet
Kilde: Rigsrevisionens og Trafikstyrelsen