Fængselsstraf til 65-årig tidligere medarbejder i Socialstyrelsen for at bedrage sin arbejdsgiver og bruge pengene på luksus til sig selv og tre voksne børn.
Det var groft bedrageri, da Britta Nielsen gennem 25 år overførte i alt 117 mio. kr. til sig selv fra sin arbejdsplads, Socialstyrelsen. Det fastslog Københavns Byret 18. februar 2020 og udmålte straffen til seks et halvt års fængsel, hvilket hun straks accepterede.
Retten lagde i sin afgørelse blandt andet vægt på, at Britta Nielsen foretog i alt 298 overførelser til sig selv i en meget lang gerningsperiode, at beløbet hun tog var meget stort, og at pengene var beregnet til projekter for udsatte og svage borgere. Dermed misbrugte hun sin offentlige stilling og begik også dokumentfalsk, fastslår retten.
Til gengæld har retten ikke tillagt det betydning for strafudmålingen, at Socialstyrelsens kontrol med udbetalinger var mangelfuld. Britta Nielsen og hendes forsvarer har ellers argumenteret for, at det burde være en formildende omstændighed, at kontrolforanstaltningerne på arbejdspladsen var utilstrækkelig, så det var nemt at svindle.
Hendes børn er anklaget for blandt andet groft hæleri.