- Jeg skulle have omskolet mig

Lone Høgh gør ting ordentligt og giver ikke op, når noget er svært. Derfor har hun uden at kny løftet på tunge sække, store halmballer og grise i landbruget, hvor hun har arbejdet, siden hun var 16 år.

- Jeg voksede op i byen men var interesseret i heste, og det førte til, at jeg blev landbrugselev på en gård nær skov og strand. Det føles som at komme hjem med al den lys og luft. Gården havde svineproduktion, og det har jeg arbejdet med siden.

De seneste mange år har hun arbejdet på en gård med 550 søer, der producerer ca. 18.000 smågrise om året, som hun blandt andet skulle vaccinere – en opgave med mange løft og vrid i ryggen. Hun har også vasket stalde med højtryksrenser, hvilket er hårdt for især arme og skuldre. Arbejdet foregik desuden under konstant tidspres, da økonomien i landbruget betød, at antal af ansatte ikke svarede arbejdsmængden, fortæller hun.

De fysisk krævende arbejdsopgaver har sat deres tydelig spor i kroppen:
- Jeg har slidgigt og døjer med ryggen. Jeg har haft flere diskoskollaps. I mange år var jeg nødt til at tage smertestillende midler fast for at klare mig igennem dagen, og jeg var så smerteramt, at jeg ikke kunne gå en tur, når jeg havde fri, siger Lone Høgh.

Kan gå igen

I sommer tog hun konsekvensen af de mange fysiske skavanker og sagde sit job op for at nå at få tid uden arbejde sammen med manden Peder, der gik på pension fra et job som politibetjent for et par år siden. Der går 6,5 år, før Lone Høgh får udbetalt folkepension, og selvom hun har arbejdet i 44 år, så ville hun næppe kvalificere sig til regeringens nye tidlige pension, fordi hun har haft perioder som selvstændig, vurderer hun. Så hun valgte at stoppe uden adgang til offentlig pension. Hun vil leve af sin egen private pensionsopsparing, indtil hun når folkepensionsalderen. 

- Jeg kunne se, at hvis jeg skulle arbejde, indtil jeg er 67 og kan få folkepension, så ville der ikke være meget tilbage af mig. Så jeg har valgt at stoppe med at arbejde nu, for at få nogle gode år sammen med min mand, mens min krop stadig fungerer.

At det var en rigtig beslutning for kroppen viste sig hurtigt:

- Jeg behøver ikke at tage smertestillende længere, går nu 70 kilometer om ugen og har været på vandretur med min datter i sommer. Det troede jeg aldrig mere, jeg kunne.

Trods det krævende arbejdsliv, har Lone Høgh altid også prioriteret at have fritidsinteresser, eksempelvis brænder hun for havearbejde og er aktiv i foreningslivet. Overgangen fra arbejdslivet har derfor ikke føltes svær, forklarer hun.

- Jeg har set flere gå på pension og i løbet af kort tid, er de væk, fordi de pludselig ikke har noget at lave og går i stå. Selv har jeg altid nydt alt det, man kan gøre med livet, selvom kroppen gjorde ondt.

Tidlig pension er fair

Set i bakspejlet ville Lone Høgh ønske, at hun ikke var blevet i landbruget så mange år. Hvis hun kunne leve livet om, ville hun have taget en ny uddannelse, da hun var i 40erne, og kroppen begyndte at værke for alvor:

- Det ærgrer mig, at jeg ikke tog en ny uddannelse dengang. Så havde jeg sluppet for meget fysisk ubehag. Jeg kunne have valgt en uddannelse, der pegede hen mod et job med udeliv og havebrug, som er min store interesse, men dengang forestillede jeg mig ikke, at min hobby måske også kunne blive en levevej.

At regeringen vil tilbyde tidlig pension til nedslidte med et langt arbejdsliv finder Lone Høgh helt rimeligt.

- Jeg kan ikke selv få gavn af ordningen, fordi jeg har valgt at stoppe som 60-årig, men jeg synes, det er fair at indføre lavere pensionsalder for folk som mig, der er startet arbejdslivet som helt ung. Det er ikke rimeligt, at vi skal pensioneres lige så sent som folk, der først har sluttet deres uddannelse sent og derfor måske først begynder at arbejde, når de er op mod 30 år.