64-årige Jan Hansen har arbejdet, siden han som 17-årig kom i lære i et tømrerfirma. Han har været gennem en knæoperation og venter på den næste men længes ikke efter pension.
Jan Hansen elsker sit arbejde som medejer af et lille tomands-tømrerfirma og ville takke nej til tidlig pension, hvis han fik muligheden:
- Jeg kan godt lide at kreere pæne ting, som folk har glæde af og ikke alle kan lave, og jeg nyder at snakke med kunderne og med min makker i firmaet. Så jeg har ikke travlt med pensionering, hvis min krop kan holde til det.
Mange og tunge løft og arbejde liggende på knæ har slidt på hans bentøj. Som 62-årig fik Jan Hansen skiftet det ene knæ og var spændt på, om han ville få fuld førlighed i benet igen. Kun tre måneder efter indgrebet, havde han genoptrænet knæet og var tilbage i jobbet ”på fuld speed”, forklarer han.
Nu gør det andet knæ så ondt, at han forventer at skulle have det udskiftet inden for et par måneder. Hvis den operation også går godt, er det hans plan at arbejde videre på fuld tid, indtil han bliver 67,5 år og dermed kan modtager offentlige folkepension. Det er om tre år – og han arbejder gerne længere endnu, hvis han har det godt:
- At arbejde har altid været og er stadig en stor og vigtig del af mit liv, så jeg glæder mig absolut ikke til at skulle på pension og skubber det ud af tankerne. Jeg fortrænger det nok lidt, for det er ikke rart at tænke på.
Han er positiv over for regeringen plan om at give ret til tidlig pension til folk, der som ham har startet arbejdslivet meget tidligt, selvom han ikke selv er interesseret. Men han tvivler på, om tidlig pension bliver til gavn for dem, der virkelig har brug for den:
- Ideen er god, men den ordning, regeringen foreslår, er smal og gavner kun nogle få. Jeg kender håndværkere, som er slidt kropsligt, men som ikke har været længe nok på arbejdsmarkedet til at kunne få del i ordningen. Nogle af dem må i stedet omskole sig sent i livet uden at have lyst til det. Jeg er glad for, at det ikke er mig.
Selv har han ikke én gang i sit lange arbejdsliv overvejet at tage anden uddannelse – heller ikke når knæene har gjort mest ondt. Men han kan godt tænke sig at skrue den ugentlige arbejdstid lidt ned om nogle år i den sidste del af sit arbejdstid. I dag arbejder han 37 timer plus det kontorarbejde, der følger med at have et firma. At arbejde mindre er muligt, fordi han er selvstændig og selv beslutter, hvilke og hvor mange opgaver han siger ja til – og han ser gerne deltid udbredt meget til de seniorer på arbejdsmarkedet, som ikke i dag har den mulighed:
- Jeg kender ingen på min alder, som ønsker at stoppe helt med at arbejde for at gå og lave ingenting eller spille golf, hvis de i stedet kunne fortsætte men arbejde, men i lidt færre timer om ugen. Når man er i 60erne og 70erne har man en stor erfaring, og den kan bruges bedre, hvis arbejdsmarkedet sikrer bedre mulighed for at arbejde på deltid.
Jan Hansens kone, Mona, arbejder som smørrebrødsjomfru og har gjort det lige siden hun var 14 år. Hun er, som ham, glad for sit arbejde, men hun er otte år yngre end sin mand, og tidlig pension kunne derfor måske for hende være en god mulighed:
- Det er da en mulighed, vi vil overveje, siger Jan Hansen.
Man skal have ret til tidligere pension end andre, hvis man har været på arbejdsmarkedet, siden man var teenager, mener regeringen. Fagbevægelsen jubler, mens arbejdsgivere og andre har forbehold.