Ukrainske kvinder i Litauen: Vi vil arbejde for vores land

Kira Lebedenko er leder af en virksomhed i Ukraine med otte medarbejdere, der arbejder med cybersikkerhed. Aktuelt driver hun virksomheden fra den litauiske hovedstad, Vilnius, hvortil hun måtte flygte over hals og hoved med sine børn, da krigen i Ukraine brød ud.

- Min virksomhed i Ukraine driver jeg nu via computeren i den lejlighed her i Vilnius, som jeg har lejet til mine børn og jeg. De fleste af mine medarbejderne er blevet i Ukraine, hvor de arbejder hjemmefra, og det fungerer udmærket. Men jeg var ved at blive skør af at sidde i lejligheden, så jeg søgte og fik et job som sælger, som jeg har passet ved siden af for at få kollegaer, siger hun.
Sælgerjobbet er Kira Lebedenko overkvalificeret til, forklarer hun.

Men Litauen er et lille land, og er ikke i nærheden af at kunne tilbyde relevant arbejde til de mange og relativt veluddannede ukrainske kvinder, der er kommet til landet, efter krigens udbrud. Litauen huser aktuelt op mod 80.000 ukrainske kvinder og børn – et stort antal i et land med kun 2,8 millioner indbyggere og uden tradition for at modtage flygtninge.

- Jeg og mange andre ukrainske kvinder her i Litauen har svært ved at finde arbejde, der svarer til vores kvalifikationer. Selv har jeg valgt at arbejde som telefonsælger og ringe rundt til forbrugere, blot for at komme på en arbejdsplads og få kollegaer, selvom jeg som virksomhedsejer er vant til at arbejde med salg på et meget mere strategisk og virksomhedsrettet niveau, siger hun.

Vigtig nordisk viden

At opbygge et system til at modtage og integrere flygtninge fra Ukraine er derfor en stor mundfuld for Litauen, der har modtaget langt flere flygtninge fra Ukraine end dets baltiske naboer: Estland og Letland. Det forklarer Helén Nilsson, leder af Nordisk Ministerråds kontor i Litauen, der blandt andet støtter et projekt, hvor litauiske myndigheder og ukrainske flygtninge bliver introduceret til erfaringer fra nordiske lande med integrationsindsats.

- Solidariteten med Ukraine er enorm i Litauen. Mange litauere har åbnet deres hjem og skoler. Men det er samtidig en ung nation, stort set uden erfaring med at modtage flygtninge, så her er områder, hvor Norden har meget relevant viden at bidrage med, siger Helén Nilsson.

Nordisk Ministerråd kontor ligger i Vilnius, hvor ukrainske flag er meget synlige i gadebilledet.

Ukrainske farver i blomsterbedet i denne park i Vilnius.

Også foran den ejendom centralt i byen, hvor Helén Nilsson og hendes medarbejdere har kontor. Her vejer det blå-gule ukrainske flag side om side med det blå flag med fem hvide svaner, som symboliser de fem nordiske lande og det nordiske samarbejde.

Inden for og oppe på 2. sal tager Helén Nilsson imod på sit kontor, der er prydet med kort over Norden. Kontoret har eksisteret siden 1991, kort efter at Litauen opnåede selvstændighed, og arbejder for repræsentere Norden i Litauen og at fremme nordisk-litauisk samarbejde og videndeling. Hélen Nilsson har ledet kontor de seneste 5,5 år, og da krigen i Ukraine brød ud for et år, var hun ved at starte et projekt, der skulle udveksle erfaringer mellem Norden og Litauen om immigration men måtte smide planerne ud og planlægge forfra for at sikre, at projektet også blev til gavn for de mange flygtninge fra Ukraine der begyndte at strømme til.

Ukraines flag vejer sammen med det nordiske foran Nordisk Ministerråds kontor i Litauen.

- Projektet har derfor nu stort fokus på integration af kvinder og børn fra Ukraine via blandt andet konferencer og studiebesøg til nordiske lande, der har erfaringer med konkrete måder at skabe effektiv integration. Jeg er faktisk vældig stolt af dette projekt. Det er virkelig et godt eksempel på nordisk-baltisk samarbejde, hvor vi lærer af hinanden om gode veje til integration, siger Helén Nilsson.

Integration i Ukraine

Blandt deltagerne i projektet er ukrainske Kira Lebedenko. Hun har netop udskiftet sit sælgerjob med et job i Litauens flygtningeråd og deltog for sine nye arbejdsplads i et studiebesøg til Finland, arrangeret af Nordisk Ministerråds kontor i Litauen.

- Jeg anede ikke, at der var flygtninge i et nordisk land som Finland, og under studiebesøget dér fik jeg meget nyttig viden om integration, som jeg kan tage med tilbage til Ukraine efter krigen. Der bliver brug for at bygge bro mellem de ukrainere, der måtte flygte og dem som blev hjemme. Der er også en russisktalende del af befolkningen, som skal integreres. Det bliver svært, og det er en stor hjælp, at vi kan lære af nordiske erfaringer, siger Kira Lebedenko.

Valentyna Ryvlina og Helén Nilsson.

Krigen har også influeret på flere andre nordiske programmer i Litauen, forklarer Helén Nilsson. Blandt andet kommer kontoret til at gennemføre flere mindre kunstprojekter, hvor ukrainske kvinder i Litauen kan søge midler til kunstneriske projekter, der formidler ukrainsk kultur i Litauen.

Kunstprojekterne drives af kontorets ukrainske praktikant, Valentyna Ryvlina, sammen med flere kollegaer på kontoret. Valentyna Ryvlina er flygtning fra Ukraine og søgte og fik jobbet, da Nordisk Ministerråds kontor i Vilnius opslog en praktikplads på kontoret med det formål at give en ukrainsk flygtning adgang til arbejdsmarkedet i Litauen.

- Jeg havde et spændende job som underviser på universitetet i min hjemby og havde netop forsvaret mit specialopgave om kommunikation og moderne kunst, da de russiske tropper rykkede ind i Ukraine. Min mand og jeg besluttede, at jeg og vores tre børn skulle flygte for børnenes skyld. De er teenagere og kunne ikke komme i skole på grund af krigen. Her i Litauen går de i skole.

Hendes mand var nødt til at blive i Ukraine, og hun stod alene med tre børn i et land, hvor hun ikke kendte sproget. Hun gik i gang med at lære sig litauisk og begyndte at holde foredrag om ukrainsk og litauisk kunst.

- Jeg ønsker brændende at fremme ukrainsk kultur i den baltiske og den nordiske region – som mit bidrag til at vinde krigen. Samtidig vil jeg være med til at integrere ukrainske kvinder bedre i det litauiske samfund. Det er svært for os at blive integreret, selvom vi højt motiverede og mange af os er veluddannede.

Det litauiske sprog er svært at lære. Valentyna Ryvlina behesker mange sprog og har også taget kursus i litauisk, men leder lige nu og indtil videre forgæves efter et kursus i litauisk, der svarer til hendes niveau.

- Hvis man ikke taler litauisk, er der kun ufaglærte og ofte også underbetalte job inden for blandt andet rengøring, og de job er mange ukrainske kvinder nødt til at tage, selvom de har en uddannelse.

Mange både litauere og ukrainere taler russisk, men for ukrainske flygtninge er det sensitivt at tale russisk i lyset af krigen, og i eksil opleves det som særligt vigtigt at værne om sit eget sprog, forklarer Valentyna Ryvlina.

Valentyna Ryvlina arbejder for ukrainsk kultur.

Hun og mange andre ukrainske flygtningekvinder i Lituaen har også den job-udfordring, at de står alene med deres børn uden familienetværk.

- Det er svært at finde et job, hvor det samtidig er muligt at nå at bringe og hente mine børn, der går i skole, siger Valentyna Ryvlina.

Svitlana Zaluzhna er også flygtet fra Ukraine sammen med sine tre børn. Hun var i Ukraine aktivist og arbejdede med sociale og kulturelle projekter til gavn for især ukrainske familier. De erfaringer har hun taget med sig til Litauen, hvor hun er CEO for organisationen Ukreate Hub – et fællesskab af ukrainske aktivister i Vilnius, som blandt andet stiller et lokale i Vilnius til rådighed for flygtningekvinder fra Ukraine, der ønsker at benytte tiden i eksil til at opbygge egen virksomhed.

- Vi har skabt et sted, hvor kvinderne kan komme og arbejde med entreprenørskab og bygge netværk med andre, så de og deres børn får en bedre tid, mens de er her. Samtidig kan de tager entreprenør-erfaringen med sig tilbage til Ukraine, når krigen slutter. Til den tid får vi hårdt brug for entreprenører, der kan være med til at genopbygge samfundet, siger Svitlana Zaluzhna.

Nordisk Ministerråds kontor i Litauen samarbejder med Ukreate Hub om konkrete aktiviteter, eksempelvis paneldiskussioner, og har også et projekt om socialt entreprenørskab i støbeskeen.

Eksil-universitet

Nordisk Ministerråd har i Litauen også støttet etableringen af universitetet EHU som er målrettet studerende fra Hviderusland og Ukraine, og Nordisk Ministerråd støtter også i EHU i form af stipendier til studerende fra Ukraine og Hviderusland. I lyset af krigen er den nordiske støtte øget til EHU, som får hovedparten af driften finansieret af midler fra EU, Litauen og Sverige.

En af de studerende på EHU er 17-årige Yelyzaveta Pukas fra Ukraine. Hun læser verdenspolitik og økonomi på EHU, og er flyttet til Litauen med sin mor og sin kat, mens hendes far er blevet i Ukraine.

Studerende Yelyzaveta Pukas drømmer om at vende hjem til Ukraine.

- Som studerende i Ukraine ville jeg kun have haft mulighed for online-undervisning, og der var luftalarmer hver dag, hvilket var hårdt. Her har jeg et mere forudsigeligt studieliv. Jeg drømmer om at vende hjem, når krigen slutter, og håber dybt i hjertet, at jeg via mine studier kan være med til at skabe et godt samfund, når krigen engang er slut.