Behov for øket politisk tyngde i samarbejdet

I en periode hvor der er usikkerhed i det europæiske samarbejde og der kikkes til Norden for at få inspiration er det vigtigt at landene sammen viser sine resultater frem. Arbejdsmarkedsområdet er et felt, hvor Norden står stærkt og hvor EU medlemslandene leder efter nye modeller. Det er derfor vigtigt at det norske formandskab i Nordisk Ministerråd 2006 tager udfordringen op og arbejder sammen med sine nordiske kollegaer i forhold til det europæiske arbejdsmarked og globaliseringen.

Resultaterne af det nordiske samarbejde handler ikke bare om den nordiske arena, men også om det fælles forhold til Europa, andre internationale organisationer og globaliseringen.

I forholdet til EU er det for øjeblikket specielt vigtigt at de nordiske ministre griber den historiske mulighed for at markedsføre sin models fortrin, så der skabes øget indsigt og forståelse for kærneområderne i den nordiske model. Nu kan det ikke siges at der kun findes én nordisk model, men der er alligevel centrale lighedstræk baseret på blandt andet parts- og trepartssamarbejde og en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Når de nordiske lande gang på gang scorer højt på internationale målinger er det fordi modellen/ene har nogle af svarene på, hvordan et fleksibelt arbejdsmarked kan tilpasse sig globaliseringen samtidigt med at den er tæt på borgerne.

I relation til de fleste EU medlemsstater har Norden en styrkeposition ved sin organisering af arbejdsmarkedet. Når nordiske arbejdsministre rejser rundt i Europa og fortæller om, hvordan deres modeller kombinerer fleksibilitet med sikkerhed, er spørgsmålet: Hvorfor gør de det ikke sammen?

Er det ikke Nordisk Ministerråds opgave at præsentere en af de fælles kronjuveler og måske sammen få inspiration til hvordan den kan videreudvikles? I flere af de store europæiske lande er det største emne reformer af deres arbejdsmarkeder så arbejdskraften kan flytte sig fra brancher der forsvinder til brancher der udvider eller opstår.

I forhold til den kontinentale arbejdsmarkedsmodel giver de nordiske udgaver af flexicurity en øget fleksibilitet for arbejdsgiveren til at ansætte og afskedige personalet. Arbejdstageren får til gengæld en rimelig kompensation ved ledighed samt støtte til efteruddannelse og hjælp til at finde arbejde. Netop denne evne til at kombinere et overenskomstsystem styret af arbejdsmarkedets parter og en statslig medvirken til opkvalificering er områder der lægger op til en fælles markedsføring.

Med den hastighed nogen jobtyper forsvinder i Norden og andre skabes er den bedste måde at sikre sig beskæftigelse på at opkvalificere sig gennem uddannelse eller ved jobskift. I nogle brancher har det længe været nødvendigt med hyppige jobskift for at være en opkvalificeret og attraktiv arbejdskraft på markedet. De nordiske landes arbejdsmarkeders funktionsmåde har støttet det. Kun ved at de nordiske lande sammen præsenterer det kollektive aftalesystem og de tilknyttede sanktionsmuligheder for arbejdsgivere og fagforeninger, er det muligt at skabe forståelse for vores organisering i den europæiske smeltedigel af modeller.

Samarbejdet handler også om at se mulighederne i det fælles laboratorium vi har for at lære af hinanden. Dette gælder såvel, hvordan de enkelte lande påvirker udviklingen indenfor f.eks. arbejdsmiljøområdet samt hele diskussionen om den faldende arbejdsstyrke.

- Alle de nordiske regeringer overvejer nu, hvordan den arbejdsdygtige ældre arbejdskraft kan forblive på arbejdsmarkedet samt hvordan sygefraværet kan nedbringes og restarbejdskraften kan inddrages i arbejdsstyrken. Dette er emner som har vital betydning for alle nordiske borgeres opfattelse af dem selv og deres samfund samtidigt med at det er afgørende for den velstand vi alle skal leve af. Lykkedes det for de nordiske lande at lave et åbent forum der medvirker til at skabe forståelige incitamentsordninger baseret på folkelig accept er den nordiske nytte ved samarbejdet opnået til fulde.

Det er imidlertid op til de nordiske ministre om moderniser- ingen i praksis skal betyde et revitaliseret nordisk samarbejde som skaber forståelse for vores unikke forhold på arbejdsmarkedet samt er med til at vi sammen videreudvikler det.

Svaret på udfordringen ligger hos Nordisk Ministerråd. Vil Norge, som er formandskab i 2006, tage handsken op og føre samarbejdet ind i en forstærket politisk æra?