Blir de vänsterhänta diskriminerade?

At være venstrehåndet har ikke fyldt ret meget i mit arbejdsliv som journalist. Men dog lidt:  Når jeg under interviews laver håndskrevne noter på en blok, holder jeg om kuglepennen på en lidt akavet måde for at undgå at hånden udtværer det, jeg lige har skrevet. Og 25 år med den arbejdsstilling er måske en del af forklaringen på en stivhed, jeg har i venstre skulder. Det har jeg aldrig overvejet, før redaktøren gav mig til opgave at skrive nogle linjer om at være venstrehåndet. En form for arbejdsskade…

Mit eneste egentlige venstrehånds-redskab er en Fiskars universalsaks med håndtag og blade til venstrehåndende brugere. Sådan én fik jeg af mine forældre, fordi jeg tit lavede papirklip, og jeg har saksen endnu.

Jeg har ikke mødt diskrimination eller følt mig forkert over at være venstrehåndet. Jeg blev ikke tvunget til at skrive med højre hånd, da jeg startede i skole i 1970erne, men min særhed blev tit påtalt af klassekammerater, og jeg blev ofte spurgt, ”om jeg var kejthåndet” – et udtryk som var ret almindeligt. Jeg havde lært derhjemme at svare, at ”vi venstrehåndede er ikke kejtede men derimod mere kreative end jer andre.” I dag er der meget sjældent nogen, der kommentarer, at jeg er venstrehåndet.

 Vi venstrehåndede har også fordele, har jeg erfaret: jeg er begyndt at spille tennis, og har ikke de kvaler med at få skik på min baghånd, som mange af de andre nybegyndere på mit hold.

Marie Preisler