Sporskifte efterlyses i ligestillingsdebatten i Danmark

Det udløste flere skuldertræk end klapsalver, da Danmarks borgerlige ligestillingsminister, Lykke Friis, forleden i et avisinterview foreslog at droppe kvindernes kampdag 8. marts og invitere mændene med.

Dagen bør i stedet være en kampdag for lige muligheder for alle, mener ministeren, der ved samme lejlighed annoncerede, at hun vil oprette et nyt mandepanel som i Norge. Formålet er at bringe ligestillingsdebatten tilbage i samfundet. I dag er det kun kvinder, der diskuterer kvinder med kvinder, vurderer den danske ligestillingsminister.

Ministerens udsagn får en blandet modtagelse blandt kønsforskere og feminister.

- Både kønsforskere og aktivister har påpeget, at man skal passe meget på ikke at sløre billedet af ulighederne. Det kan ske, hvis kvindernes kampdag bliver en dag, hvor kvinder og mænds privilegier rodes sammen, og hvor der kommer fokus på alt og alle, siger Michala Hvidt Breengaard, der er cand.scient.soc og forskningsassistent ved Koordinationen for Kønsforskning på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.

Ministeren er også på vildspor, når hun hævder, at mænd ikke indgår i ligestillingsdebatten, mener Mette Bom, debattør og forfatter til flere bøger om kvinders vilkår og hverdagsfeminisme.

- Det er en myte. Jeg oplever, at mange mænd allerede er aktive og seriøse deltagere i debatten.

Behov for værdidebat

Hun ser masser af grunde til fortsat at have fokus rettet mod kvinders ligestilling.
- Det er nødvendigt, så længe der er stadig markant forskel på, hvad kvinder og mænd tjener i løbet af livet. Mænds vold mod kvinder er også stadig et stort problem. Vi mangler også en debat om de fravalg, kvinder er nødt til at foretage, siger Mette Bom.
Mette Bom vurderer, at feministerne i deres iver efter at få kvinder til at søge karrierejob og forfremmelse har glemt at diskutere, hvordan kvinderne opnår balance og ro. Hun kender mange eksempler på kvinder, der mislykkes med at have turbo på arbejdslivet og samtidig prioriterer  deres familieliv højt:

- Mange går ned med stress, så de bagefter er nødt til at tage tre år derhjemme som husmor for at komme til hægterne igen. Og det er jo det modsatte ekstreme og gavner ikke ligefrem ligestillingen.
Mette Bom oplever, at ligestillingsdebatten er præget af ufrugtbare konfrontationer mellem borgerlige – blå – feminister, der taler om frit valg, mens feministerne på venstrefløj – de røde - kræver lovgivning og kvoter som værktøj til at få flere kvinder på topposter. Parterne skulle meget hellere mødes om at diskutere den moderne kvindes værdigrundlag, mener hun, der selv er tilhænger af kvoter.

Kvoter eller ej

Den danske regering er imod at lovgive om kvoter for kvinders repræsentation i aktieselskabsbestyrelser, sådan som det er indført i Norge. Som argument imod kvoter har den danske ligestillingsminister ved gentagne lejligheder brugt det norske eksempel. 30 procent af de norske aktieselskaber valgte at ændre selskabsform til anpartsselskaber for at slippe for kvotekravet.

- Norge er et glimrende eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Løsningen ligger i at vise tillid til virksomhederne, udtalte Lykke Friis i forbindelse med en nylig kampagne ”Operation kædereaktion - Anbefalinger for flere kvinder i bestyrelser”.

I alt 31 større danske virksomhed har som led i kampagnen forpligtet sig til at arbejde målrettet men frivilligt med at styrke mangfoldigheden i bestyrelseslokalerne. I dag udgør kvinder kun 10,4 procent af danske børsnoterede aktieselskabers bestyrelser. Trækkes de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer fra, er den kvindelige andel 5,6 procent. På ledelsesplan er kun 5,4 procent af topcheferne i det private erhvervsliv kvinder.

Barselsregler virker

At ligestillingen sker af sig selv af frivillighedens vej er der ikke mange danske kønsforskere, der tror på. Michala Hvidt Breengaard peger på de svenske barselsregler som et effektivt middel til ligestilling:

- Ministerens sang om frivillighed er sunget i mange år uden at rykke ret meget. I Sverige har man indset, at holdninger kan påvirkes af lovgivning og politiske indgreb. Blandt andet ser vi, hvordan øremærkning af barsel til mænd har betydet en klart mere positiv indstilling til mænds barsel - både for den individuelle mand og kvinde, men også på arbejdsmarkedet.

Hvis det kommende folketingsvalg fører til et systemskifte vil børsnoterede danske virksomheder til gengæld have mindst 40 procent kvinder i bestyrelserne fra år 2015. Socialdemokraterne og SF fremlagde i januar et ligestillingsudspil, som bliver gennemført, hvis de to partier får regeringsmagten. De to partier vil også øremærke 12 ugers barsel til fædrene, virksomhederne skal gennemføre flere og bedre kønsopdelte lønstatistikker, købesex skal forbydes, og så skal Danmark have en mandekommission, der skal undersøge, hvorfor flere og flere drenge dropper ud af folkeskolen, og hvorfor mænd i højere grad end kvinder bliver tabere.

De svage drenge

De svage drenge og mænd er et alvorligt problem, der let overses i ligestillingsdebatten, mener Martin D. Munk, professor og leder af Center for Mobilitetsforskning på Aalborg Universitet.

- Det er glimrende at diskutere, hvordan kvinder flere pladser i selskabsbestyrelser, men vi skal ikke glemme, at mænd på nogle områder er det svage køn. Der er flere drenge, der klarer sig skidt, lever mere usundt, og mænd lever et kortere liv. Der er også udsatte piger, som vi skal tage os af, men studier viser, at drenge rammes hårdere end piger af sociale vilkår, siger Martin D. Munk.

Også på de videregående uddannelser klarer pigerne sig markant bedre end drengene. Kvindelige studerende er i overtal på lange videregående uddannelser. Ikke blot i Danmark men i de fleste lande i Vesten. Det er dog ikke ensbetydende med, at kvinder dermed automatisk sikres ligestilling til de øverste embeder, på sigt, mener Karen Sjørup, lektor og ligestillingsforsker ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC:

- Der er stadig et usynligt glasloft, kvinder støder imod. Det er højere oppe end tidligere. Men det er der.

Som eksempler nævner hun, at kvinder i toppolitik typisk er ordførere på bløde områder som socialpolitik, mens mandlige politikere går efter at blive finans- og udenrigsordførere. Og selvom der er overtal af kvindelige præster, er kvinderne underrepræsenteret, når det gælder lederjob inden for kirken, provst og biskop.