Politik kan true Danmarks unikke arbejdsmarkedsmodel

At de nordiske velfærdsstater klarer sig godt i en global økonomi beror i høj grad på den særlige nordiske arbejdsmarkedsmodel, som lovgiverne i de nordiske lande derfor gør klogt i at værne om. Men i Danmark kan politiske reformer rokke ved modellens fundament og på sigt true velfærden.

Advarslen kommer fra en af Danmarks førende arbejdsmarkedsforskere, Per Kongshøj Madsen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA) og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Der er i Danmark tegn på, at politikerne ud fra kortsigtede politiske hensyn piller ved fundamentet for arbejdsmarkedsmodellen, og det er bekymrende. Hvis der pilles for meget, kan det koste skønheden ved modellen, nemlig at vi kan forblive nordiske velfærdssamfund og klare os i den globale økonomi, siger han til Arbeidsliv i Norden.

Det er særegent ved reguleringen af de nordiske arbejdsmarkeder, at spillereglerne i langt højere grad end i mange andre lande bliver forhandlet på plads i aftaler mellem arbejdsgivere og fagforeninger uden politisk indblanding. Og en hjørnesten i det danske partssamarbejde er en enighed om to ting: Arbejdsgiverne skal have relativt let adgang til at afskedige medarbejdere sammenlignet med mange andre lande. Til gengæld skal danske medarbejdere have en rimelig økonomi, hvis de bliver arbejdsløse.

Forslidte dagpenge

Modellen kaldes derfor ofte for flexicurity-modellen, fordi den balancerer ”flexibility” og ”security”: Fleksibilitet har arbejdsgiverne til at kunne ansætte medarbejdere og afskedige dem igen i dårlige tider. Sikkerhed har medarbejdere, der mister deres job, fordi de via arbejdsløshedsforsikringssystemet er sikret økonomisk kompensation – kaldet dagpenge – på et niveau, så de har råd til at betale deres faste omkostninger, indtil de finder et nyt job.

Men denne centrale balance mellem fleksibilitet og sikkerhed er begyndt at tippe på grund af indblanding fra regering og folketing, vurderer professoren.

- De danske dagpenge ser noget forslidte ud, efter at politikerne har gennemført økonomiske reformer, der har halveret den periode, man kan få dagpenge fra fire til to år, og dagpengesatsen er også gradvist sat ned. I 1980 fik en arbejdsløs udbetalt 63 procent af gennemsnitslønnen i industrien i dagpenge. I dag udgør dagpengene kun 47 procent af en gennemsnitsløn.

Der er udsigt til yderligere politisk lovgivning, som vil reducere arbejdsløses sikkerhed. Per Kongshøj Madsen peger på, at et kommende lovforslag vil gøre retten til at få dagpenge i Danmark betinget af, at man har boet 7 af de seneste 8 år i EU/EØS.

- Det vil indføre en form for optjeningskrav, som det allerede findes for kontanthjælp. I fagbevægelsen ses det som endnu en begrænsning af sikkerhedsnettet under arbejdsløse – denne gang for dem, som har taget sig den frihed at rejse ud af landet.

Skrækscenarie

Han vurderer, at politikernes aktuelle lovgivningstrang er dikteret af hensyn til de offentlige finanser – et ønske om at skabe luft i statsbudgettet til andre udgifter. Og af en tro på, at flere arbejdsløse kommer i arbejde, hvis de får mindre af leve af, mens de er arbejdsløse. Men det er kortsigtede hensyn, der har rykket den danske flexicurity-model tættere på kanten.

De langsigtede konsekvenser kan være skræmmende, forudser professor Per Kongshøj Madsen.

- Skrækscenariet er, at fagbevægelsen oplever, at flexicurity-modellen smuldrer og derfor kræver større sikkerhed i form af længere opsigelsesvarsler. Det vil give mindre flow og større barrierer mellem dem, som er på og udenfor arbejdsmarkedet. Vi får sværere ved at tilpasse os til skiftende internationale markedsvilkår, og det er livsvigtigt for en lille åben økonomi.

Arbejdsgivere vil blandt andet foretage flere midlertidige ansættelser for at kunne komme af med medarbejdere igen, og færre medarbejdere til turde skifte job, fordi det bliver mere sårbart at flytte sig, forudser han.

Færre ser mod nord

Per Kongshøj Madsen ser aktuelt danske lovgivere som en større trussel mod flexicurity-modellen end EU, selvom EU har en lovgivnings- og harmoniseringstradition, der på mange områder ikke harmonerer med flexicurity.

- Det er lykkedes Danmark i nogen grad at hindre at stive EU-direktiver presses ned over os, fordi vi i høj grad implementerer regler fra EU via overenskomsterne.

Han har selv bidraget aktivt til at markedsføre flexicurity-modellen i EU men med begrænset succes, erkender han:

- Flexicurity var for år tilbage noget nyt og spændende i EU. Alle så mod Danmark og Norden. Men sådan er det ikke mere. I kølvandet på den europæiske økonomiske krise fra 2008-2012 er det blevet svært at sælge budskabet om at lave et system, hvor det er let at fyre medarbejdere, og at investere dyrt i sikkerhedsnet på arbejdsmarkedet, når økonomien er i bund, og gevinsterne først viser sig på den lange bane.

Han vurderer, at flexicurity-modellen havde en stor del af æren for, at Danmark slap gennem den økonomiske krise med færre knubs end mange andre lande. Danmark kom igennem krisen med en langt lavere langtidsledighed end de fleste andre europæiske lande, og danske unge blev ramt mindre hårdt end unge i resten af EU. Uden modellens bidrag ville arbejdsmarkedet være mere opdelt og flere stå udenfor, vurderer han.